Udviklingschef - Altiflex

Tag teknisk ansvar for fremtidens byggeløsninger – bliv udviklingschef hos Altiflex
Vil du udvikle fysiske produkter, der ikke bare fungerer på tegnebrættet – men også i produktionen, montagen og ude i den virkelige verden? Og motiveres du af at tage et produkt hele vejen fra den første idé til prototype, test og en færdig, dokumenteret løsning?
Altiflex er i markant vækst og søger en erfaren og teknisk stærk udviklingschef, der får ansvar for egne produktudviklingsprojekter og samtidig bliver en vigtig faglig sparringspartner for resten af udviklingsteamet.
Du får en central rolle i at udvikle, forbedre og modne Altiflex’ produkter, så de er teknisk gennemarbejdede, veldokumenterede og klar til både det danske og internationale marked. Her er kort fra idé til beslutning – og endnu kortere fra beslutning til handling.
Om Altiflex:
Altiflex blev grundlagt i 2004 med udgangspunkt i konkrete behov på byggepladsen. Virksomhedens modulopbyggede løsninger til midlertidig aflukning er udviklet i praksis og testet gennem mere end to årtier på alt fra komplekse renoveringsopgaver til større erhvervsbyggerier.
I dag er Altiflex en veletableret aktør i Danmark med aktiviteter i både Sverige og Norge. Virksomheden befinder sig i en spændende vækstfase med fokus på yderligere markedsudvikling, professionalisering og styrkelse af de kommercielle indsatser.
Du bliver en del af et mindre udviklingsteam, der arbejder tæt sammen med ledelsen og resten af organisationen. Kulturen er præget af korte beslutningsveje, højt tempo, stor faglig frihed og lysten til at spille hinanden bedre.
Din rolle:
Som udviklingschef får du et centralt teknisk ansvar for Altiflex’ produktudvikling og driver samtidig dine egne udviklingsprojekter fra idé og krav til færdigt produkt.
Du arbejder hands-on med udviklingen og tager ejerskab for de tekniske beslutninger undervejs. Du skal både kunne tænke nyt, gå ned i detaljen og sikre, at løsningerne fungerer, når de møder produktion, montage og praktisk anvendelse.
Samtidig bliver du en erfaren faglig sparringspartner for udviklingsteamet og bidrager til at skabe struktur, retning og fremdrift på tværs af projekterne.
Dine primære arbejdsopgaver bliver at:
Drive produktudviklingsprojekter fra idé og koncept til konstruktion, prototype, test og færdigt produkt
Konstruere og videreudvikle mekaniske produkter med brug af 2D/3D CAD og relevante tekniske beregninger
Vurdere materialer og konstruktionsprincipper med fokus på funktion, holdbarhed, miljø og fremstilling
Udvikle og teste prototyper samt omsætte resultaterne til konkrete produktforbedringer
Sikre teknisk kvalitet og dokumentation i form af blandt andet tegninger, specifikationer og montagevejledninger
Samarbejde med leverandører og sikre sammenhæng mellem konstruktion, produktion, montage og praktisk anvendelse
Bidrage med faglig sparring, problemløsning og fremdrift på tværs af udviklingsteamets projekter
Bidrage med faglig sparring og løbende optimere udviklingsprocesser – herunder undersøge, hvordan AI og digitale værktøjer kan skabe bedre og mere effektive arbejdsgange
Det er med andre ord en rolle for dig, der både vil sætte den tekniske retning og stadig være tæt på udviklingsarbejdet. Du slipper ikke produktet, når CAD-tegningen er færdig. Du vil se løsningen blive bygget, teste den, forbedre den og følge den frem til et produkt, der fungerer i praksis.

Om dig:
Vi forestiller os, at du har en solid teknisk værktøjskasse og mange års praktisk erfaring med mekanisk produktudvikling. Du har prøvet processen før og ved, hvad der kræves for at bringe et fysisk produkt sikkert fra idé til færdig løsning.
Konkret forestiller vi os, at du:
Har en relevant teknisk uddannelse som maskiningeniør eller tilsvarende og minimum 5 års relevant erfaring
Har solid hands-on erfaring med mekanisk produktudvikling og har selv drevet projekter fra idé til færdigt produkt
Har stærke kompetencer inden for mekanisk konstruktion, 2D/3D CAD og tekniske beregninger
Har et solidt materialekendskab og kan vurdere konstruktioner ud fra blandt andet styrke, funktion, holdbarhed og fremstilling
Har praktisk erfaring med prototyper, test, kvalitetssikring og teknisk dokumentation
Forstår sammenhængen mellem konstruktion, produktion, montage og den praktiske anvendelse af produktet
Har erfaring med teknisk leverandørsamarbejde og gerne kendskab til 3D-print
Har interesse for og gerne erfaring med AI og digitale værktøjer, som kan bruges til at optimere arbejdsgange og understøtte en mere effektiv produktudvikling
Som person er du nysgerrig, idérig og løsningsorienteret. Du udfordrer gerne eksisterende løsninger og kommer med nye idéer – men du har samtidig den praktiske forståelse, der gør dig i stand til at omsætte idéerne til noget, der virker.
Du arbejder selvstændigt og struktureret, tager naturligt ansvar for fremdriften og følger dine opgaver helt til dørs. Samtidig trives du i et mindre team, hvor man deler sin viden, udfordrer hinanden fagligt og sammen finder den bedste løsning.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra byggebranchen eller andre brancher med mekaniske produkter samt erfaring med 3D-print, internationale markeder eller relevante standarder og produktdokumentation.
Altiflex tilbyder:
Hos Altiflex får du en rolle med reel indflydelse. Ikke kun på de produkter, du udvikler, men også på den måde udviklingsarbejdet bliver struktureret og gennemført på.
Du kan blandt andet se frem til:
En central teknisk rolle med stor indflydelse og ansvar for egne udviklingsprojekter
Stor faglig frihed og mulighed for at følge produkterne hele vejen fra idé til praktisk anvendelse
Et tæt samarbejde med et mindre udviklingsteam, ledelsen og resten af organisationen
Korte beslutningsveje og en varieret hverdag med konstruktion, prototyper, test og problemløsning
Mulighed for at præge både produkter og udviklingsprocesser i en virksomhed med fokus på vækst og internationalisering
Er du klar til næste skridt?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Brian Frode på TLF. +45 71 74 74 78. Vi behandler ansøgninger løbende og ansætter, når vi har fundet det rette match.
DEDIKATION – ”Hire for attitude, train for skills!”
- Område
- Specialist
- Lokationer
- Nordholmen 10, 2650 Hvidovre, Denmark
Kollegaer
Om DEDIKATION
DEDIKATION samarbejder med mennesker og er eksperter i at matche de rigtige mennesker med de rigtige virksomheder.
Det har vi mange års erfaring med og +500 rekrutteringer giver erfaring, ekspertise og vi stræber stadig efter de gode match.
Det stiller krav til den modtagne leder, såvel til dig som kandidat og vores grundige proces - tilsammen skaber det, det gode match!