Export Sales Manager - DOG Copenhagen

Er du en målrettet sælger, der elsker at åbne nye døre også når det kræver mere end ét opkald? Og har du lyst til at tage ansvar for udviklingen af internationale markeder for et stærkt dansk brand? Bliv Export Sales Manager hos DOG Copenhagen
DOG Copenhagen er i international vækst og søger nu en Export Sales Manager, der får en vigtig rolle i den videre udvikling af virksomhedens eksportmarkeder.
Din første store opgave bliver at have hovedfokus på Tyskland. Her skal du være med til at genetablere DOG Copenhagens direkte tilstedeværelse på markedet, skabe nye relationer og opbygge en stærk pipeline af potentielle kunder.
Du får en rolle med stort ansvar og mulighed for at skabe synlige resultater, og på sigt kan flere internationale markeder blive en del af dit ansvar.
OM VIRKSOMHEDEN
DOG Copenhagen er et dansk brand, der designer og producerer kvalitetsudstyr til hunde og deres mennesker.
Virksomheden blev grundlagt i 2015 med en ambition om at skabe komfortable og holdbare hundeprodukter, hvor funktionalitet møder et stilrent og klassisk dansk design.
Inspirationen kommer fra det aktive liv med hunden. Derfor er der fokus på gode materialer, gennemtænkte detaljer og produkter, der fungerer i praksis.
I dag er DOG Copenhagen vokset til et internationalt brand, og produkterne findes i mere end 44 lande.
Virksomheden har base i Hedensted og er præget af en ung og uformel kultur. Her arbejder de med ansvar under frihed, en direkte omgangstone og en forventning om, at alle bidrager.
DINE OPGAVER
Som Export Sales Manager bliver du en vigtig del af DOG Copenhagens internationale salgsteam og den opsøgende kraft i udviklingen af nye kunder og markeder.
Du refererer til International Sales Manager, som har opbygget virksomhedens internationale salg fra bunden og i dag har ansvaret for de eksisterende kunder. Hvor der høj grad arbejdes med den etablerede forretning, bliver dit fokus at skabe ny aktivitet og åbne nye døre.
Tyskland bliver dit første og vigtigste fokusområde.
Dine primære opgaver bliver at:
Genetablere og udvikle DOG Copenhagens tilstedeværelse på det tyske marked
Opsøge potentielle kunder via telefon, mail og Teams
Skabe nye relationer og drive dialogen fra første kontakt til samarbejde
Opbygge og vedligeholde en stærk pipeline
Følge systematisk op på leads og muligheder
Udvikle øvrige eksportmarkeder sammen med International Sales Manager
Deltage på relevante messer, blandt andet Interzoo i Nürnberg
Planlægge og gennemføre relevante markeds- og kundebesøg
Arbejde struktureret med salgsaktiviteter, KPI'er og opfølgning
Størstedelen af dit salgsarbejde foregår via telefon, mail og Teams fra kontoret i Hedensted. Derudover kan du forvente nogle rejsedage om året.
OM DIG
Du er først og fremmest sælger.
Du kan godt lide jagten. Du bliver motiveret af mål og resultater, og du har det fint med at være den, der tager initiativet og skaber den første kontakt.
Du behøver ikke komme fra hundebranchen. Produkterne kan læres. Det vigtigste er, at du har salgsdrivet og lysten til at udvikle et marked.
Vi forestiller os, at du:
Har 2-3 års erfaring med outbound-salg, fx telefonsalg, mødebooking eller B2B-salg
Trives med opsøgende kontakt og ikke er bange for at tage telefonen
Kan begå dig på tysk både på telefon og mail
Behersker engelsk godt i skrift og tale
Arbejder struktureret med pipeline og opfølgning
Er målrettet og motiveres af at skabe resultater
Bor i fornuftig afstand til Hedensted
Dit tysk behøver ikke være perfekt. Det afgørende er, at du er tryg nok ved sproget til at tage telefonen og starte dialogen.
Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med salg til virksomheder, butikker eller retail, ligesom erfaring med eksport, internationale kunder eller premiumprodukter vil være relevant.
Og har du selv hund eller en særlig interesse for hundeverdenen, kommer det bestemt ikke til at gøre noget.
PERSONLIGHEDEN BETYDER MEGET
Du får ikke succes i rollen alene ved at være god til at skabe relationer. Du skal også have lyst til at flytte noget.
Vi leder derfor efter dig, der er sulten og målrettet og gerne har et naturligt konkurrencegen. Du kan lide at have noget at gå efter og du får energi af at se din indsats omsætte sig til resultater.
Du er typen, der:
Tager initiativ frem for at vente
Holder fast, når processen tager længere tid end forventet
Er nysgerrig på kundens forretning og behov
Tør tage kontakt og udfordre på en positiv måde
Arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine resultater
Bidrager til teamet og hjælper, når der er brug for det
Du kan være relativt tidligt i din salgskarriere og klar til at tage et større ansvar. Men du kan også være den mere erfarne sælger, som har prøvet ledelsesvejen og nu ved, at det er den kommercielle, opsøgende rolle, der giver dig energi.
Det afgørende er dit ambitionsniveau, dit drive og din lyst til rollen.
DOG COPENHAGEN TILBYDER
Hos DOG Copenhagen får du mulighed for at sætte dit aftryk på den internationale udvikling af et dansk brand i vækst.
Du træder ind i en rolle, hvor der allerede er et stærkt produkt og brand i ryggen – men hvor du samtidig får et stort ansvar for selv at skabe aktivitet og resultater på dine markeder.
Du kan blandt andet se frem til:
En central rolle i DOG Copenhagens internationale salgsorganisation
Stort ansvar for udviklingen af det tyske marked
Mulighed for på sigt at arbejde med flere internationale markeder
En hverdag med masser af opsøgende salg og relationsopbygning
Tæt samarbejde og sparring med International Sales Manager
Et dansk brand med produkter i mere end 44 lande
En ung og uformel organisation med korte beslutningsveje
En kultur med ansvar under frihed og plads til at tage initiativ
Stillingen er på fuld tid med arbejdssted på Kildeparken 32, 8722 Hedensted.
Den ønskede tiltrædelse er 1. februar eller tidligere, hvis den rette kandidat er klar.
INTERESSERET?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Eliza Kloster på tlf. 71 74 74 78. Vi behandler ansøgninger løbende og ansætter, når vi har fundet det rette match.
DEDIKATION – ”Hire for attitude, train for skills!”
- Område
- Salg
- Lokation
- Kildeparken 32, 8722 Hedensted